Vandretur til Zakynthos 28. september - 5. oktober 2016
Af
Bodil Dreyer
Der var nok ikke mange af os der kendte til den græske ø Zakynthos, da vi meldte os til vandreturen for snart et år siden, men nu hvor vi er kommet hjem kan vi absolut anbefale denne skønne ø, der ligger som den sydligste af øerne i det ioniske hav.
Øen er ikke stor, men den er meget varieret med stejle klipper mod vest og pragtfulde brede sandstrande mod sydøst, hvor vi boede. I "vores" bugt lægger havskildpadden sine æg, og derfor er hele stranden spærret af om natten, når de små skildpaddeunger starter deres færd mod havet. Der er ikke mange tilbage på grund af forureningen i havene, men det lykkedes da for nogen af os at se de store skildpadder svømme i havet.
Vi blev indkvarteret på et dejligt hotel, og efter lidt værelsesbytteri blev alle tilfredse med de tildelte værelser. Hotellet havde en stor swimmingpool og en fredelig olivenlund, hvor man altid kunne finde skygge. Den sidste dag kunne de der havde lyst få lejlighed til at deltage i årets olivenhøst under instruktion af hotelejeren. Forinden havde vi hørt et længere foredrag om olivenolie og smagt både god og mindre god olie, så vi nu nærmest er eksperter på området!
Jeg tror at alle 25 deltagere var særdeles glade for vores guide.Han havde en stor viden om Grækenlands historie og den politiske situation netop nu, og desuden var han en udmærket fortæller, så vi fik aldrig lejlighed til at kede os på vores busture. Derudover var han en særdeles venlig og behagelig person, som sørgede godt for os på alle måder. Han var således meget opfindsom hvad angik vores frokostpicnic. Der var nye lækkerier fra det græske køkken hver dag, og alt blev anrettet dekorativt og indbydende.
Vores dagsprogram var absolut overkommeligt. En enkelt dag var turen lidt lang med en opstigning på 350 m og nedstigning på 500 m, men der blev holdt gode pauser, og  hver dag var der mulighed for at bade i det skønne turkisblå vand enten ved sandstrande eller ud fra klipper - og så var vi utrolig heldige med vejret, der holdt en temperatur på ca 24 grader fra vi kom til vi rejste hjem.
Den sidste aften var der musik og dans på hotellet, og alle havde mulighed for at komme med i kædedans omkring poolen. En festlig afslutning på en meget pragtfuld uge!
Og nu skal bestyrelsen så i gang med at finde ud af hvor vi skal hen næste år.
Skærmbillede 2016-10-09 kl. 12.28.03